Nyhed: Honda ATV test i Jagt blad
Klik her for at komme til startsiden for Rødkilde ATV

Nedestående artikel er fra “Jagt Vildt & Våben Nr 5. 2007 af Kristian Søndergaard. Se www.jvv.dk for at tegne abonnement

Vil du hellere læse en færdig PDF version med billeder så klik her for at downloade artiklen

All Terrain Vehicle!

TEKST/FOTO:

KRISTIAN SØNDERGAARD

Legetøj eller arbejdsredskab?

JVV har denne gang valgt at kigge på et stadigt mere populært arbejdsredskab for dels professionelle jægere, skytter og skovens folk. Der findes utallige fabrikanter, størrelser og versioner men JVV har valgt at kigge på kvalitet og driftsikkerhed. Ud fra den betragtning er der alene fokuseret på større kendte, veletablerede og anerkendte producenter. Specifikt er Honda og Suzuki valgt, da disse blandt andet har ligheder men også forskelligheder i valg af opbygning, design og komponenter. At prisbillige og ukendte maskiner fra typisk kinesiske producenter ikke er medtaget, er primært af den årsag, at der i bund og grund er tale om to vidt forskellige ting. Jeg er fortaler for velafprøvet kvalitet, driftsikkerhed og solide terrænegenskaber, derfor fravalget.

ATV er betegnelsen for køretøjer, som populært sagt kan køre overalt. Og det er ikke løgn og endda med stor sandsynlighed også et af de mest adrætte køretøjer, jeg nogensinde har kørt. Hvis du drager en parallel til en mindre ATV, du før har prøvet i et sommerland eller lign, så tro om igen. Disse maskiner kaster dig af, hvis du ikke viser respekt og forsigtighed de første mange gange, du kører. De er altså ikke legetøj men kraftige maskiner, der kan arbejde. Nogen sagde vist engang, at forskellen på drenge og mænd er alene prisen på deres legetøj. Muligvis lidt rigtigt, men her er også tale om fornuftbetonede brugsegenskaber. Jeg har fundet et voldsomt sjovt stykke mekanik, der samtidig er et fornuftigt arbejdsredskab! Hurra.

Honda mod Suzuki

Begge fabrikanter betegnes som kvalitetsproducenter og ligger tilnærmelsesvis i samme prisklasse. Lighederne er mange specielt omkring terrænegenskaberne, hvor forskelle nærmere ses i valg af design, komponenter og motorer. Honda har valgt at lave specielle motorer netop til ATV, så de i større grad er skræddersyet til opgaverne. Suzuki har omvendt vellykket genbrug af motorer, gearkasser og konstruktioner, som også findes i eksempelvis deres motorcykler og snescootere. Mest markante og mærkbar forskel er valg at kraftoverførsel fra motor til de drivende aksler. Honda har gennem en anden placering af deres motorer kunnet skære antallet af bevægelige led ned. Enkelt fortalt er Honda’ens motor fra start tiltænkt en ATV, således at højden er mindre end andres motorer, hvilket generelt giver lavere tyngdepunkt og sædehøjde. Hertil kommer et forskellig valg af kraftoverførsel fra gearkasserne til aksler. Suzuki har valgt manuelt gearskifte dog med autokobling på de mindre udgaver og en CVT (Constant Variable Transmission) ved større modeller, hvor der i princippet varieres i gearingen således en optimal omdrejning for motoren og maksimal effekt konstant er til rådighed. Gearskiftet er utrolig lækkert og enkelt at kør med. Ulempen er dog, at dette princip med den friktion, der skabes, vil slides kraftigere end ved direkte gearskifte som ved deres mindre modeller. Desuden vil der være behov for køling af netop denne konstruktion, da der skabes varme. Varme er lig med tab af effekt og her mistes lidt, hvor Honda omvendt har færre bevægelige led i modeller med stiv bagaksel, da deres motor er placeret på langs modsat samtlige konkurrenter. Derved opnår Honda direkte træk til bagakslen og dermed en enklere konstruktion. Honda vinder altså lidt ved deres konstruktion, hvor Suzuki og andre producenter taber mere effekt. Omvendt er det også et religions spørgsmål og nogle foretrækker det ene frem for det andet.

Sidste større springende punkt er bremserne og transmission, hvor Honda stadig holder fast i tromlebremser og indkapslet transmission.  Suzuki har mere udpræget brug af skivebremser og åben transmission, som følge af det naturlige ekstra led de behøver grundet motorens placering. 

Terrænegenskaberne

Hvis en ATV ikke kan komme frem, er det ikke meningen at man skal komme frem. Mine første erfaringer med ATV stammer fra vores norske brødre, hvor en 6X6 version af en Polaris med lad stod for transport af elg. Jeg var allerede dengang endog særdeles imponeret over egenskaberne og mulighederne for at komme frem overalt. I Norge kørte vi op ad små vandløb, gennem skove og meget små stier. Det er ganske enkelt utroligt, hvad disse maskiner kan. En ting ligger dog fast, man skal ikke vælge en 6X6, da den unægtelig er et skrummel og man kan ofte have god nytte af 4X4, specielt hvis der skal transporteres. 4X4 giver logisk bedre terræn egenskaber, men hæmmer også styringen. En mindre 250 ccm sports ATV vil kunne klare i nærheden af samme terræn som en 4X4. Typisk er 2X4 mindre, lettere og derved mere adrætte end større og tunge 4X4. Det handler i høj grad om træning og i nogen grad også i hvilken grad, føreren formår at håndtere ATV’en i terræn. Men til hverdagsbrug og med moderate hastigheder er der ingen tvivl i mit sind. 4X4 er det rigtige valg. Samtlige af de testede 4X4 kan yderligere skifte mellem firehjulstræk og tohjulstræk, så der på lige stræk og plant underlag kan køres med tohjulstræk.

Anvendelse

Har du eget jagt terræn eller landbrug, vil anvendelsesmulighederne for en ATV være mange. Udvalget af ekstraudstyr og tilbehør har næsten ingen grænser. Set i jægerens optik vil specielt brakpudseren, påhængsvognen, harven og fodringstraileren /gødningsspredere have interesse.

Gødningsspredere kan nemt og effektivt sprede eksempelvis korn til fodring samt såning af vildtagre. Den deciderede fodringstrailer kan fodre i portioner eller som langt spor.

Harven til etablering af vildtagre og efterfølgende brakpudsning med kraftige maskiner, der trækkes efter ATV’en. Brakpudsere har selvstændige motorer og kan typisk klare alt fra høj vegetation til buske / grene med 5 cm i diameter. Mindre brakpudsere kan kobles sammen efter hinanden, så klippe bredden bliver dobbelt / tredobbelt afhængig af trækkraften til rådighed på din ATV og selvfølgelig nødvendigheden af at kunne dette.

Påhængsvogne til enten transport af eksempelvis foder eller jægere under jagt. Mit valg vil være en version med buggi hjul, affjedring og lavt tyngdepunkt, da der vil kunne sidde cirka 4 jægere og et par voksne hunde. Affjedring giver bedre komfort og buggi giver mindre dæktryk så risikoen for, at vognen sætter sig, er mindre. Vælg gerne en model med store ballondæk og laveste tyngdepunkt muligt. Mulighed for tip lad og elektroniske bremser er gode egenskaber specielt bremser bør overvejes, hvis man ønsker at køre med tunge læs. Det er absolut væsentligt for sikker nedkørsel, når eksempelvis en 300 kg tung ATV bliver skubbet med omtrent samme vægt fra en vogn. Her kommer bremserne til sin ret.

Økonomi

Jeg vil vove skindet at postulere at hovedparten af kinesiske maskiner er legetøj. Når det er sagt, så faktisk også ganske dyrt legetøj, da der på sigt vil være ganske anseelige udgifter forbundet med at holde en sådan kørende. Dertil et værditab ved evt. senere salg eller blot gives bort til fingernem mekaniker. Mit postulat skal således være at køb af en enten ny eller brugt kvalitets ATV ikke alene vil give meget større brugsværdi og køreglæde men også total økonomi på sigt, når driftsomkostninger, kørte timer og afskrivning er gjort op. Jeg tror faktisk, at prisen pr. kørt time vil være konkurrencedygtig, ligeså snart man kommer ud over weekendbrug alene, uagtet at førstegangsudgiften er betragtelig højere. I samme åndedrag vil jeg yderligere hævde, at frustrationerne forbundet med nedbrud, svingende udvalg og kvalitet af reservedele, skiftende leverandører og manglende autoriseret serviceværksted ville give mig grå hår i hovedet. Det ganske land og diverse Internet firmaer er overstrøget med prisbillige og ganske givet også populære kinesiske maskiner, men klasseforskellen er simpelthen for stor til at kunne sammenligne på lige vilkår. Alene det faktum, at jeg ved flere forhandlere af de prisbillige kinesere ikke kunne prøvekøre maskinerne i terræn, fik mine advarselslamper til at lyse kraftigt. En ATV som ikke kan testes i det terræn, den er bygget til, bør ikke købes i min verden? Når det er sagt, findes der dog prisbillige kinesiske maskiner hos specielt større autoriserede forhandlere, som er et alternativ. Her kan man ganske givet spare penge, men der betales ikke alene for navnet. Der er kvantespring mellem kinesere og de større kendte fabrikanters maskiner.

Ekstraudstyr

Ekstraudstyret til ATV er som fornævnt ganske omfattende og varierer fra yderst relevant til nærmest grotesk. Valget kan gå lige fra aluminiumsfælge over snebånd (larvefødder/bælter) til anderledes relevante ting som spil og geværholdere.

Under testen af Honda’erne havde JVV eftermonterede geværholdere på en af ATV’er og jeg må erkende, det virkede upåklageligt. Nemt bekvemt og sikkert. Skulle man falde af  en ATV kommer man i hvert fald ikke til skade ved at lande på sit gevær. Omvendt er jeg ikke sikker på, om geværet overlever kampen med en 300 kg ATV. Solidt argument jeg som Vestjyde kan forholde mig til. Kør behersket og med omtanke - ellers koster det!

En variation af diverse opbevaringskasser og trådnet til montering findes i varierende kvalitet. Typisk vil de originale passe 100% til ATV, hvorimod andre mærker vil have flere målgrupper. 

Et spil til ATV’er er næsten et must i min verden. Skulle man have overvurderet sin nyanskaffelses egenskaber eller måske vægt / effekt forholdet mellem fører og ATV, så er det jo rasende pinligt at skulle hente naboen for at få hjælp. Samlet for spil til ATV er, at de er elektriske om end stadig særdeles kraftige. Typisk en rækkevidde på 15 meter og omkring 500-2000 kg i trækkraft. Typer med fjernbetjening er at foretrække således man enten kan styre frigørelsen fra sikker afstand (dobbelt længde af synlig wire) ved maksimal belastning eller som frihed til at styre ATV’en under bjærgningen.

JVV fik også brug for spil under test af en Honda, det skal nu ikke gå ud over Honda’en men nærmere tilskrives min noget tøvende reaktion ved udsigt til at stå på hovedet i en bæk. Yderligere i frygt for skadefro bemærkninger fra jagtkammerater har jeg valgt ikke at forevige dette gyldne øjeblik. Øjeblikket hvor jeg fortvivlet står i dynd til knæene, med knap 300 kg ATV mellem mine ben. Et solidt træ og et spil reddede min ære, så det må være alle pengene værd.    

Gældende for alle redskaber er at dette kræver en større og kraftigt ATV. Mit bud er minimum 250 kg i tørvægt og omkring 450 ccm motor og opefter. Sørg for at ATV og redskaber passer sammen i vægt og motorkraft. 

Vedligeholdelse

ATV’er i denne klasse er generelt lavet til at blive brugt og her er en af de store forskellige til de kinesiske ATV’er. Både Honda og Suzuki har lavet maskinerne, så de også kan holde til at blive vasket også uden elektriske fejl og bremse problemer. De elektriske net på begge fabrikanter er solide og kan tåle vand. ATV’er skal dog ikke udsættes for direkte højtryksrensning på vitale dele, men på større overflader, kan man godt give med grovfilen, men specielt undervognen skal man enten gå på afstand eller regulere trykket moderat. ATV’er kan selvfølgelig tåle vand som ved gennemkørsel af vandpytter, men er ikke til direkte vandtryk på 100 bar lige i de bevægelige dele af maskinen. Det var den kosmetiske del af vedligeholdelsen, men væsentligt er også den mekaniske del. Eksempelvis foreskriver Honda regelmæssigt olieskift for hver 100 drift time og herud over som grundregel på for og bagtøj en gang pr. sæson. Her skal ikke spares 100 kr. på et olieskift, når maskinerne er i denne prisklasse. Honda’er udmærker sig yderligere ved at gøre opmærksom på interval for olieskift. Diverse filtre kan på begge fabrikanter rimelig nemt aftages og enten renses eller udskiftes efter behov og det kræver ikke en den store eksamen.

Min vurdering

Indrømmet jeg havde svært ved at få grinet af efter denne test. Hvis jeg nogensinde på en eller anden måde bare med nogen rimelighed kan argumentere for et behov, ja så bliver jeg den glade ejer af en ATV. Givetvis en stor og brutal en af slagsen. Min umiddelbare reaktion var at sådan en må jeg simpelthen eje en dag. Den kan mange ting og er lidt af en schweizerkniv. Underholdende, terrængående, motordrevet, fleksibel, hurtig,,,ja jeg kunne blive ved. ATV er kommet til Danmark for at blive!   

Der findes nogen erfaringsudveksling men også meningsudveksling på hjemmesiden www.atvforum.dk. hvor gode råd og debat kan søges med ligesindede. 

Nogle forhandlere er seriøse og man kan få en god snak samt meget vigtigt en prøvetur i terrænet. JVV besøgte ved denne lejlighed to geografisk forskellige steder hhv. Aggerbo Auto og ATV i Vestjylland, som er det eneste Suzuki autoriserede ATV center i Danmark og Rødkilde ATV ved Rødkilde Gods på Fyn. Begge steder må siges, at varetage opgaverne og forhandlingen af ATV ganske seriøst. Begge steder er der rig mulighed for at afprøve alle ATV’ernes herligheder lige fra mark, grusvej, vandhuller til meget meget uvejsom terræn.   

Et par sidste staldtips skal være: køb kun ATV du fysisk har prøvekørt i terræn, vælg efter behov, ikke mindre end 250 ccm, sikker adgang til reservedelslager og køb kun hos veletablerede forhandlere.

Der findes adskillige kvalitetsbevidste maskiner og jeg vil nævne de nogle navne, som pt. findes herhjemme som har autoriserede værksteder tilknyttet: Yamaha, Polaris, Kawasaki, Suzuki og Honda. Disse mærker har praktisk talt ingen ATV til voksne under 200-250 ccm, det har til gengæld mange af de kinesiske mærker. Lur mig, om der ikke er god mening med dette fravalg fra de større og anerkendte mærker.

Min favorit ATV blev Honda’s TRX 680FA Rincon, da testmodellen havde to detaljer, der slog alt andet jeg havde set. Den kunne på 5 minutter udstyres med tvillingehjul hele vejen rundt. Således kunne man køre med hele 8 dæk og ganske imponerende yderligere sejle med hele molevitten. Opdriften i hele 8 brede ballondæk er nok til, at ATV’en kan flyde! Og som kronen på værket, var den malet i jagtcamouflage fra fabrikken. Så findes der vist ikke ret meget mere jagtrelateret, du kan ønske fra en ATV. 

Fabrikstal:

Fabrikant

Suzuki LT- A400 K7

Suzuki LT- A400 K7

Automatic

Suzuki LT- A700X K7

Honda TRX

250 Recon

Honda TRX 500FE Foreman

Honda TRX 680FA Rincon

ccm

376 ccm

376 ccm

695 ccm

229 ccm

475 ccm

675 ccm

Pris

47.996 kr. eks.moms

51.996 kr. Eks.moms

63.996 kr. eks.moms

34.320 kr. eks.moms

55.920 kr. eks.moms

71.920 kr. eks.moms

Sæde / fri-højde

83 / 23,5 cm

83 / 23,5 cm

86 / 26 cm

79 / 15,2 cm

86 / 19 cm

87,5 / 25,4 cm

HK – ved omdr.

27 hk – 7.000

27 hk – 7.000

49,5 hk – 6.000

15,5 hk – 6.500

25 hk –

6.000

33,4 hk –

6.000

Moment – ved omdr.

29,4 Nm – 6.400

 29,4 Nm – 6.400

62,2 Nm – 5.000

18,7 Nm –

5.000

33,3 Nm –

5.000

51,1 Nm –

5.000

Tørvægt

268 kg

268 kg

273 kg

190 kg

271 kg

272 kg

Gear

Man 5 gear + bak

CVT Aut. høj/lav + bak

CVT Aut. høj/lav + bak

El. 5 gear + bak

El. 5 gear + bak

El / Aut. 3 gear + bak

Træk

Valgfri 2WD/4WD

Valgfri 2WD/4WD

Valgfri 2WD/4WD

2 WD

Valgfri 2WD/4WD

Valgfri 2WD/4WD

Reference:  Honda, Rødkilde ATV. WWW.roedkilde.com

Suzuki, Aggerbo Auto og ATV. WWW.auto-atv.dk